PÅ SKI MED BARNET! (BARN KNAP 3 ÅR)

Det kan godt være, at det kan virke skørt, men det var virkelig et stort øjeblik for mig, da vi for første gang iklædte barnet skistøvler og hjelm - som hun heldigvis tog ret godt imod. Skiferier og skiløb har altid haft en helt specielt betydning for mig, og derfor føltes det virkelig dejligt, at barnet nu også er en del af denne fantastiske verden.

Jeg er ikke sikker på, at hun oplevede det på helt samme måde, men hun virkede til at synes rimelig godt om det dersens skiløb ca. 2 gange 20 minutter hver dag i den uge, vi var afsted. Mere gad hun ikke, og jeg huskede heldigvis at huske mig selv på, at lidt var bedre end ingenting. Og jeg tror faktisk, at jeg var mere stolt af hende, da hun første gang kom kørende alene (med sin onkel i en sele efter sig) ned af bakken, end jeg var, da hun lærte at gå.

Hold kæft livet føltes godt der i solen med bjergene og sneen i baggrunden, og med udsigten til en masse nye ski-oplevelser med det lille yndlings-menneske.

Det var som sagt ikke, fordi vi sled børnebakken op, og vi kunne også glæde os over, at man i Norge (i hvert fald på Kvitåvatn) ikke betaler for hverken skiudstyr eller liftkort til børn under 7 år, for det var nok ikke lige i år, at vi ville have fået mest valuta for pengene. Men nu er vi igang, og barnet har da sagt flere gange efter vi kom hjem, at hun gerne ville på ski igen. Så vi er allerede begyndt at glæde os til næste års skiferie!!

Tiden brugt på børnebakken bliver formentlig (og forhåbenlig) kun mere omfattende de næste par år, så vi huskede at glæde os over, at der fortsat var masser af tid til at komme på ski uden børn - både med den øvrige del af familien og med hinanden. Og da barnet fortsat - og måske i ekstra grad på grund af alle anstrengelserne, havde brug for en middagslur, var der også mulighed for at komme på langrend med lidt ekstra ballast for ekstra god ben- og balletræning.

En tur på fjeldet med en pulk og et sovende barn er absolut heller ikke af vejen, og konceptet med skiferie og barn blev endnu engang godkendt til UG med kryds og bolle... som man vist sagde engang :-)

Denne blog handler om glæden ved at være ude og være aktiv, og om de muligheder og udfordringer der kan opstå, når man bliver mor og pludseligt skal tage nogle helt nye hensyn. 

Læs mere

ALLE INDLÆG
SØG VIA TAGS
BAG OM BLOGGEN
STAY TUNED...

Følg Outdoorbambino på facebook og få besked, når der kommer nye indlæg.