THAILAND (BABY 9 MÅNEDER)

Jeg cykler af princip (næsten) altid med cykelhjelm, og jeg cykler, af helt klare årsager, aldrig rundt med min baby på ryggen på en havelåge af en cykel (uden cykelhjelm) et sted, hvor trafikken ikke altid er specielt forudsigelig. Men det gjorde jeg så i Thailand.

Ligesom jeg kørte på laddet af en bil med baby på skødet og tanken om, at hvis der blev bremset hårdt, så var det ikke godt at vide, hvor vi begge to endte henne. Der skete heldigvis ingenting, men jeg har nok ikke så mange anbefalinger at give videre fra vores tur til Thailand ang. transport af baby. Jo, at det er et hit at flyve, når baby er lille nok til at ligge i en lift spændt fast på væggen. Også selvom baby skal hives op af liften hver gang, at "fasten seat belt" skiltet bliver tændt, og det gør det sjovt nok hver gang, der skal en serveringsvogn ned igennem flyet, hvis man flyver med russiske Aeroflot.

Nå, men vi kom omkring i Thailand på en del forskellige, alternative måder, men heldigvis befandt vi os det meste af tiden så langt ude på landet, at den utilregnelige trafik trods alt var begrænset i omfang.

Turen til Thailand var et forsøg på at skabe en ferie, hvor det var muligt at opleve noget med baby og med bonusdatteren på 10 år, få lidt sol og varme, og så også få lidt ro og fred ovenpå de sidste 9 måneders til tider pressede tilværelse med en baby, der er god til rigtig mange ting, men ikke lige til at sove stabilt. Kombineret med angsten for at ende på et all inclusive familie-ressort, der ligeså godt kunne have befundet sig i Egypten, så havde jeg fundet et sted, der lå langt væk fra det meste (også en sandstrand). Det betød, at vi ikke kom nemt til så meget, men heldigvis var der (relativt) tæt på en nationalpark med en fin vandretur, der sagtens kunne lade sig gøre med baby i bæresele.

Udover turen til nationalparken, så lavede vi ikke så meget aktivt, adventure agtigt på turen, og jeg tror, at vi konkluderede, at selvom vi var blevet forældre til en bette én, der umiddelbart ikke kan så meget selv endnu, så har vi stadig selv brug for at kunne være aktive. Så formatet flad-ud-ferie i Thailand er nok ikke noget, vi lige opsøger igen. Selvom det på andre parametre var rigtig fint, og bl.a. så er en bleg, blåøjet baby en ret stor attraktion i Thailand, og det var i hvert fald ikke opmærksomhed eller beundring for vores baby, vi manglede. For som rygtet siger, så er Thailænderne meget glade for børn, og jeg tror, at der render de første 100 thaier rundt med et billede af vores blege, blåøjede baby :-)

Denne blog handler om glæden ved at være ude og være aktiv, og om de muligheder og udfordringer der kan opstå, når man bliver mor og pludseligt skal tage nogle helt nye hensyn. 

Læs mere

ALLE INDLÆG
SØG VIA TAGS
BAG OM BLOGGEN
STAY TUNED...

Følg Outdoorbambino på facebook og få besked, når der kommer nye indlæg.